Skak og sundhed: 9 myter under lup

Opdateret den 18. oktober 2026 · Redaktionen på How To Play Chess · Undersøgelser kontrolleret i de oprindelige tidsskrifter

1. »Skak er farligt for helbredet«

Forkert. Ingen undersøgelse har påvist nogen fare, der er specifik for skak. Et turneringsparti fremkalder en moderat stressreaktion: pulsen stiger, og det sympatiske nervesystem aktiveres, som Troubat og hans kolleger har målt hos 20 spillere (European Journal of Applied Physiology, 2009). Disse reaktioner er forbigående. De virkelige opmærksomhedspunkter er dem, der gælder for enhver siddende og opslugende aktivitet: stillesiddende tid, søvn forkortet af sene partier på skærm, det ene parti efter det andet i frustrationens hede. Detaljer på siden skak, stress og angst.

2. »Skak hæver IQ«

Ikke påvist. Det er den mest udbredte myte, ofte ledsaget af et tal (»+X IQ-point på få måneder«) uden kilde. Giovanni Salas og Fernand Gobets metaanalyser viser, at virkningerne af skaktimer på de generelle evner er svage og aftager, når undersøgelserne er bedre kontrollerede; det største randomiserede forsøg, blandt 4.009 engelske elever, finder ingen effekt på skoleresultaterne.

Befolkningens IQ-scorer er rigtignok steget i løbet af 1900-tallet i mange lande, i størrelsesordenen tre point pr. årti: det er »Flynn-effekten«, opkaldt efter den newzealandske forsker James Flynn, som har dokumenteret den. Den tilskrives faktorer som skolegang, ernæring eller fortrolighed med abstrakt tænkning, ikke brætspil. Detaljer: gør skak børn klogere?

3. »At være dårlig til skak er at have en lav IQ«

Forkert. Sammenhængen mellem IQ og skakstyrke findes, men den er beskeden: en korrelation på omkring 0,24 ifølge Burgoynes og kollegers metaanalyse (Intelligence, 2016), som svækkes hos erfarne spillere. Niveauet afhænger først og fremmest af mængden og kvaliteten af øvelsen. En begavet spiller, der lige er begyndt, taber mod en gennemsnitlig spiller, der har spillet i ti år. Se skakspilleres IQ.

4. »Skak forebygger Alzheimers«

Overdrevet. Flere kohorter forbinder udøvelsen af tankespil med færre tilfælde af demens, men ingen beviser, at spillet er årsagen. I den franske PAQUID-kohorte forsvinder forskellen på 15 %, der blev iagttaget hos brætspilsspillere, når man tager højde for den kognitive tilstand og depression ved start (Dartigues et al., BMJ Open, 2013). Sygdommens første tegn, som går forud for diagnosen med flere år, kan også få folk til at opgive spillet. Se skak og Alzheimers.

5. »En stormester forbrænder 6.000 kalorier om dagen«

Skøn uden måling. Tallet kommer fra en artikel fra ESPN offentliggjort i 2019, som tilskrev det neurobiologen Robert Sapolsky. Ingen offentliggjort undersøgelse har målt det. De tilgængelige fysiologiske målinger viser en moderat stigning i pulsen og et skift i kroppens brændstof under et parti, ikke et forbrug, der kan måle sig med et maratonløb. Se detaljerne om dette omstridte skøn.

6. »At spille får dendritter til at vokse og aktiverer begge hjerner«

Forkert eller uden betydning. Ingen undersøgelse har iagttaget vækst af dendritter hos skakspillere; nutidens billeddannelse gør det i øvrigt ikke muligt at se den hos et levende menneske. MR-undersøgelserne viser strukturforskelle mellem eksperter og ikke-spillere, uden at man kan sige, om de er årsag eller følge af udøvelsen, som Hänggi og hans kolleger skriver (Neuropsychologia, 2014). Hvad angår modsætningen mellem en »logisk venstre hjerne« og en »kreativ højre hjerne«, er det en forenkling, der er opgivet: næsten enhver kompleks aktivitet inddrager begge hjernehalvdele. Se skakspillerens hjerne.

7. »Skak helbreder skizofreni«

Forkert. Denne meget udbredte påstand hviler på en enkelt kort publikation.

Undersøgelsen antyder, at spillet kan tjene som en øvelse i kognitiv remediering, en tilgang der træner opmærksomhed og planlægning hos patienter, som i øvrigt følges og behandles. Den måler ingen effekt på sygdommens symptomer og er, så vidt vi ved, ikke blevet bekræftet af et større forsøg. At fremstille skak som en behandling af skizofreni er derfor ubegrundet.

8. »Onlineskak er værdiløst for hjernen«

Ikke undersøgt. Ingen undersøgelse sammenligner de kognitive virkninger af spil online og spil på et skakbræt. De mekanismer, der tages i brug, er de samme: beregning, mønstergenkendelse, beslutningstagning. To praktiske forskelle fortjener dog opmærksomhed: meget hurtige partier fremmer refleksene mere end overvejelsen, og skærmen berøver spillet den sociale dimension i det personlige møde. Befolkningsundersøgelserne om aldring understreger netop værdien af aktiviteter, der både er intellektuelle og fælles. Intet forhindrer en i at kombinere de to: lære online, spille i virkeligheden.

9. »Man skal begynde som barn for at blive god«

Kræver nuancering. Mestrene begyndte næsten alle som unge, og den akkumulerede mængde øvelse forklarer en stor del af det opnåede niveau. Men ingen undersøgelse forbyder at udvikle sig som voksen: neuroplasticiteten består hele livet. En voksen, der begynder, bliver sandsynligvis ikke stormester, men kan nå et meget godt klubniveau og få varig glæde af det. Og for de ældre forbliver skak en tilpasset aktivitet (se skak for seniorer).

Sammenfatning

Intet af dette tager noget fra glæden ved at spille. Et smukt skakbræt i massivt træ i stuen indbyder mere til et parti end noget sundhedsløfte.